Om at give efter, falde til og vaere tilstede

Pirganj den 25. februar 2008

Det er mandag og jeg er mæt og glad. Mætheden må tilkendes vores madmors bengalske køkken. I dag bestående af ris, blomkål, kartofler og dal (linser) i stærk karrysovs.
Og glad er jeg for at bo i netop Pirganj af alle steder.

Vores madmor, Pormilla. Hun er 25 aar og mor til tre!

Det er en ny følelse og jeg har gennemgået flere følelsesmæssige stadier for at nå hertil.

For en uge siden var jeg ellers lige ved at kaste håndklædet i ringen. Det var for meget af det gode med de bindegale bengaleres ublu interesse for min person, og jeg tvivlede oprigtigt på, om jeg kunne magte den opgave som jeg selv havde stillet - og om jeg overhovedet orkede at gennemføre mit ophold. Hjemrejse forelå som en fristende udvej.

Det forekom mig uoverskueligt at tænke på at jeg skulle være her i fire en halv måned, for jeg var blevet forkølet og mit overskud kunne være på et meget lille sted. Jeg lå i min seng i mit kolde værelse og tænkte, hvad i alverden laver jeg her? Nytter min tilstedeværelse overhovedet noget som helst?

Oplevelsen gav mig noget at tænke over.

Klimaks - eller vel snarere antiklimaks? Kom efter min allerførste undervisningstime med 30 urolige og opmærksomhedshungrende 4-årige i Play Class, som ikke kunne ét ord (jo måske lige akkurat) på engelsk. Hvordan skulle jeg - der ikke behersker sproget og som ikke er uddannet lærer – lære dem noget som helst? Ville jeg ikke bare bidrage til den herskende forvirring?

Jeg var skeptisk over for projektet.
Du kan selv prøve at se det for dig. Den ”hellige Mathæus” skoleprojektet er startet af en idealistisk dansk missionær og hans ven, Nogen en lige så visionær bengalsk forretningsmand. Sammen har de grundlagt denne private såkaldte ”engelsk” medium school – som i realiteten består af en række primitive og mere eller mindre tilfældigt rejste bambushytter ude på Lars Tyndskids marker i Bangladesh. Lærerstaben består af lokale, bengalske lærere. Ikke et ondt ord om dem, for de prøver hårdt – og det bedste de har lært med de forudsætninger de nu engang har og med alle forhåndenværende midler - at drive en god skole. De gør det næsten umulige, nemlig at undervise bengalske landsbybørn i engelsk på alle niveauer fra nulte til sjette på et sprog som de selv knap nok forstår og som de (i bedste fald) behersker som en dansk elev i fjerde eller femte klasse.

Det lyder som en dødssejler, men når man står midt i det og med egne øjne ser den vilje og det hjerteblod som binder idéen sammen og gør den til andet end en feberfantasi, så kan man ikke andet end tage hatten af og kaste pile efter sin egen tvivl og fordomme.

Men det har jeg først indset nu.

Der var ellers meget jeg var utilfreds med i starten af mit ophold. Jeg syntes ikke at vi (Michael og jeg) var blevet ordentligt forberedt hjemmefra. Jeg var utilfreds med den måde vi blev taget imod på (eller ikke blev taget imod på) ved ankomsten til Dhaka. Og jeg syntes det var uretfærdigt, at vi fik tildelt Urias-posten på skolen i Pirganj, hvor ingen tidligere volontører havde boet. Jeg forstod heller ikke, hvorfor to af de andre frivillige, som begge tidligere har lavet hjælpearbejde skulle bo i Birganj, hvor alle tidligere volontører har boet - og hvor Nogen bor – og hvor der hersker en næsten international atmosfære så snart man træder ind på skolens område.

Men sådan skulle det ikke være. Det kunne ellers have været bekvemt. Tænk om vi var blevet taget ved hånden fra ankomsten i lufthavnen og frem til skolestart. Tænk hvis nogen – eller Nogen – havde givet os et færdigt skema i hånden og sagt: Så kære venner, tak fordi I har valgt at tage et halvt år ud af jeres liv (for egen regning!). Dette er jeres opgaver. Det er hvad vi forventer af jer. Værsgo' og gå i gang! Det kunne have været let – og det var nok det vi havde ventet, men spørgsmålet er bare, om vi ville have lært lige så meget?

I dag er jeg ikke i tvivl om, at vi har trukket det længste strå. Jeg føler mig meget priviligeret over at få lov at bo et sted som de allerførste. Der er ingen vi skal leve op til. Ganske vist har de andre tidligere volontører også undervist her i Pirganj, men kun få dage om ugen og måske kun i nogle få timer - og allerhøjst en dag eller to til et lærerseminar. Tænk hvilke muligheder det åbner op for, for os! Vi kan skabe den arbejdsplads vi vil have. Vi kan helt selv formulere vores rolle som volontører! Det ville vi ikke på samme måde kunne gøre i Birganj, hvor vi uundgåeligt ville skulle leve op til den ene dygtige og populære volontør efter den anden... Og så kunne man gå og være ked af, at man ikke kunne spille guitar som en Natasja, lærer bangla lige så hurtigt som en Anne Mia osv. osv....

Skæbnens uransagelige veje har villet at Pirganj blev vores by. Her er vi de hvide som de ”vilde” vil vide alt om! Og det er vi begyndt at se som en stor fordel, for vi skal ikke leve op til noget som helst. Tavlen er ren. Men at betræde ny grund betyder som bekendt også, at man nogen gange træder ved siden af og tvivler på sig selv og føler at man balancerer på kanten af sin egen formåen.

Og tvivle det har vi begge gjort. Besøget i Potnitola gav os tiltrængt rum til at mærke det. Og det var faktisk først her, at jeg for alvor følte at jeg kunne tage beslutningen om at være eller ej. Det kunne jeg ikke have gjort hjemmefra. Det skal man have været her for at kunne.

Og helt seriøst, så var jeg som sagt lige ved at kaste håndklædet i ringen, og give efter og springe på det første fly hjem, men efter jeg havde grædt og tvivlet mærkede jeg noget vågne i mig. En styrke og en vilje, som var større end min egen forfængelighed som sagde: Fandme nej! Jeg vil sgu! Selvfølgelig kan jeg klare det! Og så var det ligesom tvivlen forsvandt. Skyen gik fra solen og det var der jeg traf beslutningen om at være her og ”bare være helt og fuldt tilstede”. Så det er det jeg gør og jeg ønsker ikke at være noget andet sted i verden lige nu... selvom jeg selvfølgelig savner jer derhjemme indimellem.