13. februar 2008
Det et er onsdag og jeg er blevet forkølet. Det bruger jeg som en tiltrængt undskyldning for at pjække fra skole i dag. Jeg har brug for ro. Brug for at være alene. Brug for at lade op og bearbejde nogle af de mange indtryk som vores første 14 dage i Bangladesh har budt på.
Derfor sidder jeg nu herhjemme i vores lille (meget) kolde hus, bag nedrullede gardiner og med skodder for vinduerne. Det lyder måske lidt voldsomt, men det er faktisk nødvendigt, for ellers kommer der gæster, uafbrudt – som der hele tiden gør, hvis ikke man er konsekvent og meget bestemt. Og det er jeg ikke, endnu... Det er nemlig bengalernes kultur at være sammen. De er kollektive og familiære i alt hvad de gør. Familien betyder alt – og tro mig, lige så fantastisk og livsbekræftende som det kan være, lige så irriterende og belastende er det også!
Individet er i fare, for det får ingen plads. Her er man ikke sit navn, men sin plads i familiehierarkiet, sit køn eller sin profession. Bedst er det selvfølgelig at være mand, fader eller at have en høj stilling som fx læge eller ingeniør. At være kvinde er selvsagt ikke noget særligt selvom det forekommer mig, at det i høj grad er et samfund båret af kvindernes indsats og evne til at holde hus og holde sammen på familierne.
Jeg fryser helt ind til benet og min næse løber – og jeg føler det nærmest som er jeg i fængsel eller i et nonnekloster. Åbner jeg et vindue er jeg bange for at blive set, og gør jeg det alligevel ved hele byen at jeg er hjemme, og så kommer de. Det er næsten for meget af det gode.
Jeg drømmer om at rejse til et varmt land, Thailand eller måske Bali... Bare ligge på en strand og blive varmet helt igennem. Måske få massage, drikke en kold drink med et sugerør i og skue ud over et azurblåt glitrende ocean...
Michael er gået i skole i dag – for os begge. Det er pænt af ham og godt, at han er så selvstændig at han kan, og tør. Der er nu heller ikke noget at være bange for, for vores kolleger på skolen og ikke mindst børnene er alle meget søde og imødekommende over for os. Igen næsten for meget. De er så begejstrede og de kan slet ikke få nok af os. I deres øjne repræsenterer vi alt det gode, spændende og nye. Vi er ikke bare os, Michael og Christine to helt almindelige unge mennesker, men repræsentanter for en anden og bedre verden. I os ser de fremtiden og glansen af det liv de kun kan drømme om - med køleskabe, internet, store biler og huse - og rene gader. En drøm som virker fuldstændig utopisk når man ser hvordan de rent faktisk lever – de fleste af dem i lerklinede bambushytter uden strøm og rindende vand.
Det er den samme verden vi lever i, de og jeg - og vi er alle mennesker af kød og blod, selvom det sommetider er mig ubegribeligt. Er det retfærdigt? Jeg ved det ikke.
Jeg ved ikke om jeg forstår dem, bengalerne, men det jeg kan se er, at deres verden på én måde virker meget begrænset sammenlignet med vores. Til gengæld er den hjertevarm og farverig, fuld af dufte, smil og strålende øjne. Man værdsætter hinanden og elsker hinanden i ordets egentlige forstand. Her er ingen alene og oversete og det man har, deler man. Bengalerne tager intet for givet, og forstår i den grad at glæde sig over de små ting – et nyt engelsk ord (for dem) og et nyt bengalsk ord (for os). Det er sådanne små begivenheder som bringer os nærmere hinanden. Den gensidige velvilje og interesse bygger bro over selv den dybeste kulturkløft, noget jeg aldrig før nu har kendt værdien af.
Det et er onsdag og jeg er blevet forkølet. Det bruger jeg som en tiltrængt undskyldning for at pjække fra skole i dag. Jeg har brug for ro. Brug for at være alene. Brug for at lade op og bearbejde nogle af de mange indtryk som vores første 14 dage i Bangladesh har budt på.
Derfor sidder jeg nu herhjemme i vores lille (meget) kolde hus, bag nedrullede gardiner og med skodder for vinduerne. Det lyder måske lidt voldsomt, men det er faktisk nødvendigt, for ellers kommer der gæster, uafbrudt – som der hele tiden gør, hvis ikke man er konsekvent og meget bestemt. Og det er jeg ikke, endnu... Det er nemlig bengalernes kultur at være sammen. De er kollektive og familiære i alt hvad de gør. Familien betyder alt – og tro mig, lige så fantastisk og livsbekræftende som det kan være, lige så irriterende og belastende er det også!
Individet er i fare, for det får ingen plads. Her er man ikke sit navn, men sin plads i familiehierarkiet, sit køn eller sin profession. Bedst er det selvfølgelig at være mand, fader eller at have en høj stilling som fx læge eller ingeniør. At være kvinde er selvsagt ikke noget særligt selvom det forekommer mig, at det i høj grad er et samfund båret af kvindernes indsats og evne til at holde hus og holde sammen på familierne.
Jeg fryser helt ind til benet og min næse løber – og jeg føler det nærmest som er jeg i fængsel eller i et nonnekloster. Åbner jeg et vindue er jeg bange for at blive set, og gør jeg det alligevel ved hele byen at jeg er hjemme, og så kommer de. Det er næsten for meget af det gode.
Jeg drømmer om at rejse til et varmt land, Thailand eller måske Bali... Bare ligge på en strand og blive varmet helt igennem. Måske få massage, drikke en kold drink med et sugerør i og skue ud over et azurblåt glitrende ocean...
Michael er gået i skole i dag – for os begge. Det er pænt af ham og godt, at han er så selvstændig at han kan, og tør. Der er nu heller ikke noget at være bange for, for vores kolleger på skolen og ikke mindst børnene er alle meget søde og imødekommende over for os. Igen næsten for meget. De er så begejstrede og de kan slet ikke få nok af os. I deres øjne repræsenterer vi alt det gode, spændende og nye. Vi er ikke bare os, Michael og Christine to helt almindelige unge mennesker, men repræsentanter for en anden og bedre verden. I os ser de fremtiden og glansen af det liv de kun kan drømme om - med køleskabe, internet, store biler og huse - og rene gader. En drøm som virker fuldstændig utopisk når man ser hvordan de rent faktisk lever – de fleste af dem i lerklinede bambushytter uden strøm og rindende vand.
Det er den samme verden vi lever i, de og jeg - og vi er alle mennesker af kød og blod, selvom det sommetider er mig ubegribeligt. Er det retfærdigt? Jeg ved det ikke.
Jeg ved ikke om jeg forstår dem, bengalerne, men det jeg kan se er, at deres verden på én måde virker meget begrænset sammenlignet med vores. Til gengæld er den hjertevarm og farverig, fuld af dufte, smil og strålende øjne. Man værdsætter hinanden og elsker hinanden i ordets egentlige forstand. Her er ingen alene og oversete og det man har, deler man. Bengalerne tager intet for givet, og forstår i den grad at glæde sig over de små ting – et nyt engelsk ord (for dem) og et nyt bengalsk ord (for os). Det er sådanne små begivenheder som bringer os nærmere hinanden. Den gensidige velvilje og interesse bygger bro over selv den dybeste kulturkløft, noget jeg aldrig før nu har kendt værdien af.
1 kommentar:
Kære Christine
Godt at høre, at du er kommet i gang med arbejdet, men selvfølgelig ikke så godt (om end forventeligt) at høre, at der har været lidt tilpasningsvanskeligheder. Op med humøret; det er altid svært at komme nye og uvante steder hen, og især når du samtidigt bliver udfordret på samme forskellige måder på en gang, er det klart, at det nogle gange virker ret svært. Og så virker alting jo også lidt ekstra uoverskueligt, når man i forvejen er småslatten på grund af sygdom. Men når man går til tingene med et åbent sind og en positiv indstilling (som jeg jo ved, du gør), så har den slags ting det med at gå over så hurtigt og dramatisk, at man næsten ikke kan huske, at det nogensinde har været surt.
Det var rigtigt spændende at høre om dine indtryk af stemningen og tilstandene i landet.Ud fra mit, indrømmet, meget begrænsede kendskab til Bangladesh er det dejligt at høre, at der for tiden tilsyneladende er relativt roligt og fordrageligt. Landet blev vel i sin tid også blandt andet grundlagt på det fællesskab, som de bengali-talende grupper idet daværende Øst-Pakistan følte i overfor deres urdu-talende landsmænd i det daværende Vest-Pakistan. Samtidigt var der blandt de dengang dominerende kredse i Bangladesh et mere modernistisk, sekulært syn på forholdet mellem stat og religion a lá Nehru i Indien end hvad der var dominerende i Karachi og Islamabad. Der var derfor umiddelbart et godt grundlag for en stabil, velfungerende multikulturel stat: Fokus på de interne ligheder frem for de interne forskelle og respekt for det sekulære demokratis grundprincipper. Det gik jo desværre ikke så godt som man kunnet have håbet; i hvert fald set udefra. Kup og modkup har fulgt efter hinanden i en endeløs række; det religiøst-nationalistiske parti er nu det største og så sent som for et år siden var suspenderede militæret demokratiet efter voldsomme uroligheder og indførte den undtagelsestilstand, der stadig gælder. De siger ganske vist selv at det kun er en midlertidig ting, og at de bar venter til der er faldet ro på tingene indtil der igen kan afholdes valg, men som erfaringerne fra det sidste tiår i Pakistan og Indien i Indira Gandhi-årene har vist, må man vel tage den slags udmeldinger med et gran salt.
Jeg er, som du ved, bestemt ingen Bangladesh ekspert, og det er muligt, at der er nogle af de ovennævnte ting, som jeg har fået galt i halsen da de skulle hives frem fra min hukommelses dybeste gemmer - så jeg vil være meget interesseret i fortsat at høre dine oplevelser og vurderinger af det Bangladeshiske samfunds tilstand og udvikling. Og udfra en rent faglig interesse syntes jeg, det kunne være rigtigt spændende at høre noget om, hvordan man på din skole forholder sig til landets og områdets historie i undervisningen af børnene.
Men det vigtigste er selvfølgeligt at få at vide, hvordan du har det, og hvad du oplever. Jeg glæder mig meget til at læse de kommende indlæg, og jeg håber at du har der rigtigt godt og virkeligt kaster dig ud i at nyde de mange oplevelser - selv om jeg helt personligt også glæder mig til du kommer hjem. Hvis du kan, må du meget gerne skrive i et af de kommende indlæg, hvordan du bedst kan kontaktes: Har du mulighed for at tjekke din mail og/eller Facebook; kan det lade sig gøre at sende almindelig post til dig på skolens adresse osv.
Vi snakkes ved.
Mange kærlige hilsner
Martin
P.S. Jeg har også sendt denne lange smøre til dig på mail og Facebook, da jeg som nævnt ikke vidste, hvad der var bedst.
Send en kommentar