Souveniers fra Thailand

Koh Tarutao.

Olivier.

Shani (t.v.), 26-aarig globetrotter og busineskvinde - med stort hjerte.

Sunset Beach.

Den romerske soap-stjerne, Elda Alvigini.

Lykkelig...

Kajaksejlads i mangroven.

Back in Bangkok!

Ser mig omkring her hvor jeg sidder. Er tilbage i New Road Guesthouse i hjertet af Bangkok. Her har intet tilsyneladende forandret sig paa de 16 dage, der er gaaet siden jeg var her sidst, men det har jeg.

Ferien var tiltraengt. Solen, det salte hav, den lette mad med masser af fisk, blaeksprutter og ris. Alt har gjort sin virkning. Jeg har det rigtig godt med mig selv.

Men det allerbedste - og det jeg vil huske - er de mennesker jeg har moedt. Israelske Shani, Olivier fra Belgien, den italienske soap-stjerne Elda, den franske steward Sebastian, det tyske par fra Duisburg, svenske Kajsa og Milos, den italienske abemand Stephano + alle de andre, som netop havde valgt at rejse til Andaman-bugten paa samme tid som mig.

Jeg er glad for vi moedtes.

Og jeg toer godt sige at Thailand har sat sig dybe spor.

Blot at se havoernene kredse majestaetisk omkring, hoejt oppe under skyerne - eller se klovnefiskene gemme sig i de blaa soeanemoner naar man naermer sig...

Eller falde i soevn til lyden af havet udenfor de tynde bambusvaegge mens den stoevede fan i loftet - i glidende bevaegelser kaertegner ens varme, solbrandte hud - mens skyggen af palmeblade tegner sig levende paa vaeggen og det er svaert at falde i soevn fordi man bare ikke vil give slip paa dagen.

Men nu er den del af eventyret desvaerre forbi, the last day in paradise er gaaet. Imorgen rejser jeg tilbage til Dhaka og dagen efter med bus til Pirganj, hvor Michael venter.

Vi besluttede at lade vore veje skilles mens vi var paa Koh Lipe.

Vi ville ikke det samme og det var godt vi gjorde det.

Det var en udfordring pludselig at staa paa egne ben i endnu et fremmed land, en udfordring som modner.

Foran mig ligger Bangladesh part two og venter.

Fortsaettelse foelger...

Thailand

Der er naesten gaaet fjorten dage siden jeg sidst har skrevet, og jeg har saa meget jeg gerne vil dele med jer, men jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde og ende....

I mine indlaeg her paa bloggen har jeg mest kredset om mig selv - hvad denne (dannelses)rejse goer og har gjort ved mig, men jeg har ikke fortalt meget om skoleprojektet og det arbejde vi goer. Det vil jeg heller ikke goere nu, men jeg vil huske det og vende tilbage til det, naar jeg kommer "hjem" fra Thailand.

Thailand. Hvad kan jeg sige? At komme til Bangkok lufthavn efter halvanden maaned i Bangladesh var en lise, simpelthen. Alt forekom vidunderligt velordnet og paent. Som en fremtidsby - helt uvirkelig, paa en droemmeagtig maade. I taxaen ind til byen kneb jeg mig selv i armen og gled ind i en helt anden bevidsthedstilstand. Paa et droemme-mode - ind i mig selv. Bare flyde med, ingen planer, ingen tidsfornemmelse, bare ferie.

To dage i millionbyen. At moede thaierne for foerste gang. En helt anden mentalitet - altid smiler de og alt er okay, ingen har fordomme her. Buddhismen maa have aeren ellers ved jeg ikke hvorfor de tolererer frie former i alt fra sex, spisevaner, paaklaedning, religion etc.

Vi saa templer, babyelefanter og "ladyboys" i gaderne. Sidstnaevnte er maend der ligner kvinder - og selvfoelgelig findes det omvendte ogsaa. Det er en smule uhyggeligt at moede dem, som Michael formulerede det, saa er det lidt som at drikke noget man tror er varmt for at finde ud af at det i virkeligheden er koldt - for man kommer saadan i tvivl om hvad man ser - og om det er rigtigt, og saa igen.... hvor vigtigt er det?

Massage, thai mad og en kold pinacolada med udsigt til smukke thaipiger der danser til et lokalt band imitererende mainstreamhits med thai-accent. Og jeg danser med. Natten ender sent med "tuk tuk" hjem til hotellet. ("tuk tuk" er en lille trehjulet taxa lidt a la det man kalder "cng" eller "micro cab" i Bangladesh).

Fra Bangkok rejste vi sydpaa, helt ned til Hayyat (staves det saadan?) som ligger ved graensen til Malaysia. Her ser thaierne anderledes ud, mere brune, mindre koenne i vestlig forstand. Flere muslimer med toerklaeder og mindre storslaaet og moderne (selvfoelgelig) end Bangkok.

Speedbaad derfra til palmeoen Koh Lipe. Blev solbraendt paa armene for foerste gang siden sidste sommer. Vind i haaret og udsyn til den ene palmestrand efter den anden og azurblaa boelger.

Jeg under alle den samme oplevelse enn gang i livet.

Koh Lipe. Jeg har aldrig i mit liv proevet at vaere paa badeferie foer. Jeg kender ikke til at slappe af. Jeg oever mig hver dag og jeg elsker det. Gaa hele dagen i bikini og bare i bogstaveligste forstand lade sig bade i solen - og naar det bliver for varmt, saa springe i havet og lade sig lufttoerre med sand mellem taerne og i haarbunden og allevegne. Det er saa uendeligt ligemeget med make-up, toej og sult foeler man ikke. Livet er enkelt og behovene faa.

Her er mange hippier. Her er ogsaa meget stille. Den musik der spilles rundt omkring, reggae. Mange dread locks og tatoveringer. Mange der jonglerer med ild om aftenen... baal paa stranden, fakler og folk der ligger i klynger paa stranden eller i haengekoejer og deler en joint.

Jeg bruger dagene paa maa og faa. Proever at taenke saa lidt som muligt, men alligevel reflekterer over det som er sket og som skal ske, saa jeg kan vaere en smule paa forkant og saa alting ikke vil forme sig al for tilfaeldigt.

Jeg foeler hver dag at jeg laerer mig selv bedre at kende - paa godt og ondt. Der er sider ved mig selv jeg kan lide og andre som jeg maa laere at acceptere. Ingen er perfekt og man kan ikke faa alt som man gerne vil have det, men man kan gaa maalrettet efter det man gerne vil - hvis blot man ved og kan maerke det og det er ikke altid saa lige til.

Jeg taenker meget over en saetning, som forleden blev sendt mig pr. mail:

"Frihed er ikke at goere det man vil, men at ville det man goer."

Jeg tror heller ikke man noedvendigvis bliver lykkelig af at faa alt det man begaerer og altid at faa stillet sine umiddelbare behov, men frihed det foeler man, naar man traeffer et valg og holder fast ved det paa trods af at vejen man betraeder er uberoert og ufremkommelig og ikke altid direkte.

Den vej gaar jeg nu og jeg ved ikke hvor den ender.