Fredag er søndag...

Dhaka, fredag den 1. februar 2008

Vågnede tidligt fredag morgen og vidste ikke hvor jeg var... Da jeg var kommet mig over chokket gik jeg ned til morgenmad. Morgenmaaltidet blev interessant ved moedet med to svenskere, en far og hans søn. Faren fortalte at han og hans kone var sygeplejersker og bosat i nærheden af byen Birganj, ikke langt fra den Skt. Mathews Shool som Susanne og Peter arbejder på. Oprindelig kom de dog fra Göteborg, men siden 1989 havde de boet her i Bangladesh med deres tre børn. De to ældste børn havde gået i indisk boarding school. Nu sad far og søn så her på missionshotellet i Dhaka fordi drengens ferie var slut, og han skulle tilbage til skolen. Først til april skulle familien igen forenes, og jeg tænkte: stakkels dreng.

Senere sluttede en kvinde sig til vores lille selskab. Barbara, en pæn, midaldrende, amerikansk kvinde. Hun satte sig lidt væk fra os andre og pakkede sin egen medbragte kaffe ud af en plastikpose. Hvem var hun? Tænkte jeg og hvordan var hun havnet her?

Arsenik-forurening af drikkevandet

Svenskeren bragte et nyt emne på banen: arsenik-forurening af drikkevandet. Det var helt tydeligt noget som optog ham meget. Forureningen var et resultat af et velment nødhjælpsprogram for omkring tredive år siden, hvor man uden at vide bedre, havde tilsat arsenik i drikkevandet for at rense det. Senere - alt for sent – havde man opdaget at folk blev dødssyge af at drikke det og jorden forurenet. Da svenskeren rejste sig for at gå fra bords sagde han, at man ikke engang havde set toppen af isbjerget endnu.... De andre gik og jeg rykkede tættere på Barbara. Det viste sig at hun kom fra Seattle, havde en baggrund som økonomisk rådgiver og tidligt i livet havde haft en strålende karriere for sig. Som nyuddannet var hun blevet partner i et stort firma og som syvogtyveårig havde hun købt sit første hus. Hun havde haft det hele blandt andet en BMW og dengang brugte hun i flæng 800 $ på en spadseredragt. Men alt dette havde ikke gjort hende lykkelig. Hun følte sig fastlåst og derfor begyndte hun at lære portugisisk, vist mest for sjov og fordi hendes stedmor var brasilianer. En dag faldt hun over en jobannonce som økonomisk rådgiver i Mozambique, og dét ændrede hendes liv. Hun blev der i otte år og lige siden havde hun arbejdet med nødhjælp og således var hun havnet her.

Dhaka Assembly of God Church

Da Barbara og jeg talt i en times tid inviterede hun mig med til gudstjeneste. Resten af den danske trup fulgte gladelig med. Vi kørte med Barbaras chef John og hans kone Kate i deres private minibus. Turen gik gennem et usædvanligt stille Dhaka, sådan er byen nemlig helt anderledes om fredagen, hvor muslimerne holder fri, for fredag er søndag i Bangladesh.

Gudstjenesten var allerede i fuld gang da vi kom. Kirken, der bestod af et stort aflangt rum med hvide vægge og kolde lysstofrør, var fuld af folk i alle farver og nationaliteter: asiater, hvide, bengalere, sorte... som alle stod op og sang efter en tekst som blev projiceret op på et stort lærred ved siden af alteret. Aldrig har jeg set en så henført menighed. Som bølger i vand bevægede de sig i organisk takt til musikken, mens de sang med lukkede øjne og opstrakte hænder, som forsøgte de at nå Gud. Oppe ved alteret stod der et bengalsk ”band” med kor, guitar og trommer - og på prædikestolen tronede en engleblid rødhåret kvinde som sang for. Hun så meget from og lykkelig ud. Prædiken derimod blev holdt af en bistert-udseende bengalsk præst som var konverteret fra islam. Han var meget ildfuld og overbevisende i sin retorik, selvom det eneste jeg husker ham sige var: ”God bless the lord”.

Efter seancen kørte vi videre med engelske John og Kate. Pludselig stoppede bilen og førend vi kunne nå at sige ”ja eller nej” var vi inviteret til frokost hos Diane og James! Et umiddelbart ikke-oplagt par bestående af lille mørke, sariklædte Diane fra Jamaica og James som lignede en gråhåret udgave af .... og som kom fra USA. De to havde mødt hinanden i Bangladesh først i halvfjerdserne lige efter urolighederne i forbindelse med landets frigørelse fra Pakistan. Med en kort pause i midten af halvfemserne havde de været her lige siden. På mit spørgsmål om hvorvidt det havde været meningen, grinede Diane og svarede: ”jeg lovede min mor, at jeg kun ville blive væk i to år.”

I Dhaka havde de deres liv. Her havde de fået og opdraget deres fem børn, her levede og åndede de for det socialt arbejde - som hele familien tog aktivt del - i og for kirken. Hver eneste fredag efter gudstjenesten holdt de åbent hus i deres private hjem med en overdådig frokostbuffet, dessert og kaffe til alle. Nogen gange kom der fem andre gange tredive gæster, og efter sigende blev ”mor Diane” aldrig stresset.



A man that lingers in your mind...

Huset var fuldt af unge og ældre. De fleste var nogen som havde boet der i mange, mange år, andre var som os i landet for en kortere periode. Der var ikke stole til alle, så flere sad på gulvet og da maden blev serveret var det kun de færreste som ikke spiste på indfødt maner med højre hånd (faktisk var det kun Michael og mig). Bengaler er tilsyneladende noget man bliver, og at se disse civiliserede mennesker med høje stillinger sidde med fingrene begravet i maden var et befriende syn. Der var noget børnehave over det. Og blandt disse mennesker fornemmede man et meget stærkt fællesskab som bestod i en dyb og inderlig kærlighed til dette mærkelige land og byen. En kærlighed som man ikke umiddelbart forstår når man lige kommer til landet. Måske er det rigtigt som min guidebog siger, at: ”If Dhaka was a man, you might not instantly warm to him, but he would linger in your mind as one of the most dynamic characters you had the good fortune to meet.”

Mange af dem jeg har talt med allerede bekræfter mig i at der noget om snakken. Forelskelsen til Bangladesh kommer umærkeligt, langsomt og snigende og før man ved af det har man tabt sit hjerte. Som Johan sagde til mig under frokosten, pas på det ikke også sker for dig! Nu venter jeg bare spændt på at se, om jeg skulle være en af de få der kan modstå bengalernes charme.

Three-piece og babyblæksprutter

Efter besøget bragte Barbara os til et eldorado af en tøjbutik, så jeg kunne få mig en ny garderobe. Det tøj jeg har med hjemmefra kan jeg ikke gå med her. Bangladesh har helt klare regler for kvinders påklædning, og de omfatter ikke min farmors blomstrede nederdel som jeg har arvet.

Ugifte kvinder som jeg bør i stedet bære en såkaldt ”three-piece” som består af tre dele: pludderbukser, kjortel og tørklæde. Jeg købte tre dragter og et stort varmt pasmina-sjal, for der er koldere her end jeg troede, om dagen er her kun 15 grader og endnu koldere om natten. Jeg ved ikke hvor jeg havde det fra, men jeg troede her var femogtyve!

Efter shoppingturen kørte vi i rickshaw-karavane hjem til hotellet hvor vi hvilede indtil klokken syv, hvorefter vi gik ud at spise på en koreansk restaurant i nærheden som Barbara havde anbefalet. Jeg ved ikke hvad der fik mig til det, men jeg kom til at bestille stedets nok dyreste ret - babyblæksprutter til en sand overpris á 800 taka, hvilket svarer til næsten 80 kr. Det er vildt mange penge og ret åndssvagt for de andre spiste for mindre end det halve.... og jeg bilder mig ind at tjeneren nærmest grinede af mig, for det svarer måske til at betale 200-300 kr. for en hovedret og det ville jeg jo aldrig gøre derhjemme!