fredag den 29. februar 2008

Her bor jeg!!

Gode minder hjemmefra...
Spisestuen.
Mit vaerelse.

Michael solbader paa tagterrassen.

Om at give efter, falde til og vaere tilstede


Pirganj den 25. februar 2008

Det er mandag og jeg er mæt og glad. Mætheden må tilkendes vores madmors bengalske køkken. I dag bestående af ris, blomkål, kartofler og dal (linser) i stærk karrysovs.
Og glad er jeg for at bo i netop Pirganj af alle steder.

Vores madmor, Pormilla. Hun er 25 aar og mor til tre!


Det er en ny følelse og jeg har gennemgået flere følelsesmæssige stadier for at nå hertil.

For en uge siden var jeg ellers lige ved at kaste håndklædet i ringen. Det var for meget af det gode med de bindegale bengaleres ublu interesse for min person, og jeg tvivlede oprigtigt på, om jeg kunne magte den opgave som jeg selv havde stillet - og om jeg overhovedet orkede at gennemføre mit ophold. Hjemrejse forelå som en fristende udvej.

Det forekom mig uoverskueligt at tænke på at jeg skulle være her i fire en halv måned, for jeg var blevet forkølet og mit overskud kunne være på et meget lille sted. Jeg lå i min seng i mit kolde værelse og tænkte, hvad i alverden laver jeg her? Nytter min tilstedeværelse overhovedet noget som helst?

Oplevelsen gav mig noget at tænke over.

Klimaks - eller vel snarere antiklimaks? Kom efter min allerførste undervisningstime med 30 urolige og opmærksomhedshungrende 4-årige i Play Class, som ikke kunne ét ord (jo måske lige akkurat) på engelsk. Hvordan skulle jeg - der ikke behersker sproget og som ikke er uddannet lærer – lære dem noget som helst? Ville jeg ikke bare bidrage til den herskende forvirring?

Jeg var skeptisk over for projektet.
Du kan selv prøve at se det for dig. Den ”hellige Mathæus” skoleprojektet er startet af en idealistisk dansk missionær og hans ven, Nogen en lige så visionær bengalsk forretningsmand. Sammen har de grundlagt denne private såkaldte ”engelsk” medium school – som i realiteten består af en række primitive og mere eller mindre tilfældigt rejste bambushytter ude på Lars Tyndskids marker i Bangladesh. Lærerstaben består af lokale, bengalske lærere. Ikke et ondt ord om dem, for de prøver hårdt – og det bedste de har lært med de forudsætninger de nu engang har og med alle forhåndenværende midler - at drive en god skole. De gør det næsten umulige, nemlig at undervise bengalske landsbybørn i engelsk på alle niveauer fra nulte til sjette på et sprog som de selv knap nok forstår og som de (i bedste fald) behersker som en dansk elev i fjerde eller femte klasse.

Det lyder som en dødssejler, men når man står midt i det og med egne øjne ser den vilje og det hjerteblod som binder idéen sammen og gør den til andet end en feberfantasi, så kan man ikke andet end tage hatten af og kaste pile efter sin egen tvivl og fordomme.

Men det har jeg først indset nu.

Der var ellers meget jeg var utilfreds med i starten af mit ophold. Jeg syntes ikke at vi (Michael og jeg) var blevet ordentligt forberedt hjemmefra. Jeg var utilfreds med den måde vi blev taget imod på (eller ikke blev taget imod på) ved ankomsten til Dhaka. Og jeg syntes det var uretfærdigt, at vi fik tildelt Urias-posten på skolen i Pirganj, hvor ingen tidligere volontører havde boet. Jeg forstod heller ikke, hvorfor to af de andre frivillige, som begge tidligere har lavet hjælpearbejde skulle bo i Birganj, hvor alle tidligere volontører har boet - og hvor Nogen bor – og hvor der hersker en næsten international atmosfære så snart man træder ind på skolens område.

Men sådan skulle det ikke være. Det kunne ellers have været bekvemt. Tænk om vi var blevet taget ved hånden fra ankomsten i lufthavnen og frem til skolestart. Tænk hvis nogen – eller Nogen – havde givet os et færdigt skema i hånden og sagt: Så kære venner, tak fordi I har valgt at tage et halvt år ud af jeres liv (for egen regning!). Dette er jeres opgaver. Det er hvad vi forventer af jer. Værsgo' og gå i gang! Det kunne have været let – og det var nok det vi havde ventet, men spørgsmålet er bare, om vi ville have lært lige så meget?

I dag er jeg ikke i tvivl om, at vi har trukket det længste strå. Jeg føler mig meget priviligeret over at få lov at bo et sted som de allerførste. Der er ingen vi skal leve op til. Ganske vist har de andre tidligere volontører også undervist her i Pirganj, men kun få dage om ugen og måske kun i nogle få timer - og allerhøjst en dag eller to til et lærerseminar. Tænk hvilke muligheder det åbner op for, for os! Vi kan skabe den arbejdsplads vi vil have. Vi kan helt selv formulere vores rolle som volontører! Det ville vi ikke på samme måde kunne gøre i Birganj, hvor vi uundgåeligt ville skulle leve op til den ene dygtige og populære volontør efter den anden... Og så kunne man gå og være ked af, at man ikke kunne spille guitar som en Natasja, lærer bangla lige så hurtigt som en Anne Mia osv. osv....

Skæbnens uransagelige veje har villet at Pirganj blev vores by. Her er vi de hvide som de ”vilde” vil vide alt om! Og det er vi begyndt at se som en stor fordel, for vi skal ikke leve op til noget som helst. Tavlen er ren. Men at betræde ny grund betyder som bekendt også, at man nogen gange træder ved siden af og tvivler på sig selv og føler at man balancerer på kanten af sin egen formåen.

Og tvivle det har vi begge gjort. Besøget i Potnitola gav os tiltrængt rum til at mærke det. Og det var faktisk først her, at jeg for alvor følte at jeg kunne tage beslutningen om at være eller ej. Det kunne jeg ikke have gjort hjemmefra. Det skal man have været her for at kunne.

Og helt seriøst, så var jeg som sagt lige ved at kaste håndklædet i ringen, og give efter og springe på det første fly hjem, men efter jeg havde grædt og tvivlet mærkede jeg noget vågne i mig. En styrke og en vilje, som var større end min egen forfængelighed som sagde: Fandme nej! Jeg vil sgu! Selvfølgelig kan jeg klare det! Og så var det ligesom tvivlen forsvandt. Skyen gik fra solen og det var der jeg traf beslutningen om at være her og ”bare være helt og fuldt tilstede”. Så det er det jeg gør og jeg ønsker ikke at være noget andet sted i verden lige nu... selvom jeg selvfølgelig savner jer derhjemme indimellem.

tirsdag den 26. februar 2008

Dipannita's foedselsdag

Foedselsdagsbarnet
Lokalbefolkningen vil os saa gerne, at vi - hvis vi ville og havde overskud til det - sikkert kunne blive inviteret til middag hver eneste aften i ugen. Vi var saaledes til boernefoedselsdag baade soendag og mandag hos to elever fra vores skole i Pirganj. Og vi bliver behandlet som konger - masser af mad og alt lavet fra bunden og med stor kaerlighed. Det kan jeg smage! Uhm!
Glad forventning!

Kagen!

Laererkursus paa finsk mission!

En opmaeksom tilhoerer!

"Learning by doing" - Lego!

"Crazy dance"


Fem dage i Potnitola!

Saint Mathew's skole i Potnitola


17.-22. februar 2008

Da vi var blevet tilstraekkelig forvirrede over vores nye rolle som undervisere tog Michael og jeg sagen i egen haand og tog ned at besoege Mette og Jacob i deres hyggelige guest house i Potnitola. Fire timers koersel i Micro car fra Pirganj. I loebet af vores besoeg fik de proppet os fulde af faglige redskaber og hjalp os til at definere vores rolle som volontoerer. Det var godt og tiltraengt! Ogsaa bare at snakke dansk med en af samme koen! Michael med Jacob og jeg med Mette....


Jacob og Mette i gang med undervisning!

Vi var ogsaa heldige at overvaere et laererkursus som Mette og Jacob holdt for fyrre bengalske laerere som var tilknyttet en finsk-startet missions-skole.

Nogle dage efter tog vi hjem igen med fornyet energi og mod paa det hele! Klar til at tage fat med vores laerere i Pirganj!

tirsdag den 19. februar 2008

Underviserne i Pirganj!


principal

Gonesh

Shikha

Saidur

Tajrin

Krishna

lørdag den 16. februar 2008

For meget af det gode!

13. februar 2008

Det et er onsdag og jeg er blevet forkølet. Det bruger jeg som en tiltrængt undskyldning for at pjække fra skole i dag. Jeg har brug for ro. Brug for at være alene. Brug for at lade op og bearbejde nogle af de mange indtryk som vores første 14 dage i Bangladesh har budt på.

Derfor sidder jeg nu herhjemme i vores lille (meget) kolde hus, bag nedrullede gardiner og med skodder for vinduerne. Det lyder måske lidt voldsomt, men det er faktisk nødvendigt, for ellers kommer der gæster, uafbrudt – som der hele tiden gør, hvis ikke man er konsekvent og meget bestemt. Og det er jeg ikke, endnu... Det er nemlig bengalernes kultur at være sammen. De er kollektive og familiære i alt hvad de gør. Familien betyder alt – og tro mig, lige så fantastisk og livsbekræftende som det kan være, lige så irriterende og belastende er det også!

Individet er i fare, for det får ingen plads. Her er man ikke sit navn, men sin plads i familiehierarkiet, sit køn eller sin profession. Bedst er det selvfølgelig at være mand, fader eller at have en høj stilling som fx læge eller ingeniør. At være kvinde er selvsagt ikke noget særligt selvom det forekommer mig, at det i høj grad er et samfund båret af kvindernes indsats og evne til at holde hus og holde sammen på familierne.

Jeg fryser helt ind til benet og min næse løber – og jeg føler det nærmest som er jeg i fængsel eller i et nonnekloster. Åbner jeg et vindue er jeg bange for at blive set, og gør jeg det alligevel ved hele byen at jeg er hjemme, og så kommer de. Det er næsten for meget af det gode.

Jeg drømmer om at rejse til et varmt land, Thailand eller måske Bali... Bare ligge på en strand og blive varmet helt igennem. Måske få massage, drikke en kold drink med et sugerør i og skue ud over et azurblåt glitrende ocean...

Michael er gået i skole i dag – for os begge. Det er pænt af ham og godt, at han er så selvstændig at han kan, og tør. Der er nu heller ikke noget at være bange for, for vores kolleger på skolen og ikke mindst børnene er alle meget søde og imødekommende over for os. Igen næsten for meget. De er så begejstrede og de kan slet ikke få nok af os. I deres øjne repræsenterer vi alt det gode, spændende og nye. Vi er ikke bare os, Michael og Christine to helt almindelige unge mennesker, men repræsentanter for en anden og bedre verden. I os ser de fremtiden og glansen af det liv de kun kan drømme om - med køleskabe, internet, store biler og huse - og rene gader. En drøm som virker fuldstændig utopisk når man ser hvordan de rent faktisk lever – de fleste af dem i lerklinede bambushytter uden strøm og rindende vand.

Det er den samme verden vi lever i, de og jeg - og vi er alle mennesker af kød og blod, selvom det sommetider er mig ubegribeligt. Er det retfærdigt? Jeg ved det ikke.

Jeg ved ikke om jeg forstår dem, bengalerne, men det jeg kan se er, at deres verden på én måde virker meget begrænset sammenlignet med vores. Til gengæld er den hjertevarm og farverig, fuld af dufte, smil og strålende øjne. Man værdsætter hinanden og elsker hinanden i ordets egentlige forstand. Her er ingen alene og oversete og det man har, deler man. Bengalerne tager intet for givet, og forstår i den grad at glæde sig over de små ting – et nyt engelsk ord (for dem) og et nyt bengalsk ord (for os). Det er sådanne små begivenheder som bringer os nærmere hinanden. Den gensidige velvilje og interesse bygger bro over selv den dybeste kulturkløft, noget jeg aldrig før nu har kendt værdien af.

Saraswati Puja

11. februar 2008

Bangladesh bebos hovedsagelig af muslimer. Disse udgør omkring 85 procent (eller mere) af befolkningen, derudover er der et antal kristne og hinduer, som alle mærkeligt nok synes at leve i fordragelighed med hverandre. Alene her i Pirganj, hvor vi bor - en ”mindre” landsby med omkring 300.000 indbyggere - er alle tre trosretninger repræsenterede. Vores naboer til højre er muslimer hvorimod dem til venstre er hinduer. No problem! For vigtigere for at tilhøre fællesskabet er det tilsyneladende hvor man bor og hvor man kommer fra end hvad man tror på.

Multireligiøsiteten, tillad mig at kalde det det, er også tilfældet på St. Mathews School hvor vi arbejder. Her er der hver eneste morgen morgensamling for alle skolens elever og lærere. Det betyder helt konkret at der som led i en række daglige ritualer i - såsom for eksempel ”plegde for the flag”, gymnastiske øvelser (jeg kalder det med vilje ikke gymnastik, for det er det ikke) og nationalsangen - også indgår morgenbøn på tre alle tre måder. Det er daglig praksis og meget praktisk, for så er det gjort på én gang og alle tilgodeset.

Hver religion har i sagens natur sine helligdage og traditioner. I mandags var det således hinduernes Saraswati Puja som stod for tur, men denne dato svinger fra år til år. Saraswati Puja er gudinde for viden (knowledge) og skildres som en ypperlig, hvid kvindefigur med sine to symboler for dannelse og viden - svanen og et strengeinstrument, som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Saraswati Puja fejres på læreranstalter og tilbedes især af skolebørn for at opnå bedre eksamensresultater og styrke indlæringen, således også på St. Mathews i Birganj.

Michael og jeg tog bussen fra Pirganj for at se hvad det var. Da vi ankom kl. ni var festforberedelserne i fuld gang. Skolens lærere tilberedte mad i store gryder, børnene – der ligesom de voksne - var festklædte hjalp med at hente stole og sætte dem op i fine rækker til gæsterne. I et hjørne af skolegården havde man sat et lille hvidt, kvadratisk telt op, hvori man havde indrettet et lille alter for en Sarawati figur lavet af ler og vel godt fyrre centimeter høj. Foran denne lå der røgelse, blomster og diverse offergaver: frugt og bær. Endnu var der ikke kommet mange gæster og luften var tyk af forventningens glæde samt indisk popmusik fra et stereoanlæg som var sat op på et bord et andet sted i gården.

hindupraest

lørdag den 9. februar 2008

Birganj!

Bishu og Natasja

Boernene paa skolen



Cahnen og Mugba


Michael og David

Torsdag eften tog vi toget fra Dhaka til Birganj. Det var noget af en tur! Vi havde koebt billet til foerste klasse og bestilt en kupe for os selv, men... foerste klasse er ikke som vi kender det derhjemme.... Der var ingen glas i vinduerne og kun eet lys virkede... Vi spillede ludo, men toget bumlede saa meget at brikkerne hele tiden roeg af braettet. Jeg vandt.

Vi var blevet fortalt at turen ville vare ti timer og at toget ville vaere fyldt med kakerlakker, men vi var fremme efter 7 en halv time o vi saa ikke en eneste kakerlak, heldigvis! Vi var ellers godt forsynet med insektspray og bohrsyre, som vi havde koebt specielt til formaalet. Det maa vi gemme til en anden lejlighed.

Nu er vi saa i Birganj! Her ligger den foerste og stoerste af SMS-skolerne. Det er her Susanne og Peter bor og Natasja, som snart rejser hjem - gg her har alle de andre tidligere volontoerer holdt til - med undtagelse af Mette og Jakob - og os. Michael og jeg skal nemlig som de allerfoerste nogensinde bo i Pirganj!

Idag havde vi foerste skoledag i Birganj. Vi observerede dog kun hvordan de lokale bengalske laerere underviste i forskellige fag paa forskellige klassetrin. Det var interessant og selvfoelgelig var niveuet langt lavere end derhjemme, jeg havde heller ikke ventet mig andet.

Efter timerne var Michael og jeg begge fyldt til randen af indtryk, kunne ikke rumme mere - nu er det jo snart vores tur til at staa paa den anden side af katederet. Det er lidt angstprovokerende, og jeg maa indroemme at jeg fik lidt ondt i maven og hjemve ved tanken om, at dette bliver mit liv og min hverdag de naeste mange maaneder!

Shit man, kan jeg mon klare det? Det vil tiden vise, men mon ikke? Naar nu alle de andre volontoerer har kunnet, saa kan vi vel ogsaa?

torsdag den 7. februar 2008

Amar nam Christine, my name is...


Den kvindelige tv-reporter
Paa sprogskolen blev vi interviewet til den nationale tv-kanal "Bangladesh TV" (BTV) i forbindelse med "Mother tongue day" 21. februar, som er en national festdag, hvor bengalerne fejrer deres selvstaendiggoerelse fra Pakistan.



Prodip Khan, vores underviser i bangla



Tre flittige sprogstuderende

Den beroemte parlamentsbygning i Dhaka

tirsdag den 5. februar 2008

Burning love i Nordic Club!

Mig, Peter & Susanne

Nordic Club, Gulshan 2, Dhaka

Under vores ophold i Dhaka i forbindelse med lynkurset i bangla, bengalernes sprog, har jeg haft lejlighed til at stifte bekendtskab med et par lokaliteter i byen, som jeg her vil benytte lejligheden til at introducere for læseren.

Et af disse steder er ”Nordic Club”, en sand oase for Dhakas omkring 200 danskere, et ukendt antal svenskere, nordmænd og andre skandinaver med det til fælles, at de langt fra føler sig hjemme i Dhakas modbydeligt stinkende og sydende smeltedigel. Umiddelbart er Bangladesh det værst tænkelige valg for den nordeuropæiske type, som er vokset op med hjemmesko, sweaters og fire årstider. Her er der seks variationer af sommer og man skal være heldig hvis man finder noget som tilnærmelsesvis lever op til skandinaviske standarder for komfort og hygiejne - ”Nordic Club” er undtagelsen.


Aaben kloakering er almidelig praksis i Bangladesh.


Klubben er fristed for de danskere som skæbnen har begunstiget med et ophold i malariaens hjemland. Moder af alt stillestående vand. Nordic Club er tømmerflåden som samler disse ulykkelige mennesker op og giver dem værdigheden og selvopholdesdriften tilbage. Især er stedet kilde til opmuntring for de kvinder, som i loyalitet overfor deres udstationerede mænd, har valgt at følge trop og opgive deres liv som moderne, dynamiske og selvstændige kvinder for en tilværelse som hjemmegående husmødre.

Inden for klubbens mure kan disse kvinder omsider smide deres uformelige gevandter og springe ud som de moderne kvinder de virkelig ér. Her kan de gøre præcis som de lyster uden bevidstheden om, at det de gør er forkert. De kan solbade i bikini, drikke øl og kigge (deres) mænd dybt i øjnene - uden at skamme sig over det, de kan fløjte og spille kort – kort sagt alt det de ikke må på den anden side af muren.

Og Nordic Club har (næsten) alt hvad nordiske hjerter kan begære - kolde øl, svømmepøl, sauna, svensk pølseret og sågar "burning love" (hvis man ikke har den med hjemmefra!) - eller brændende kærlighed paa dansk.


Liggestolene står linet op uden den mindste form for værn mod solen, for ægte vikinger vil i sagens natur have al den sol de ikke får derhjemme, i en grad som intet andet folkefærd. Få forstår som nordboer at dyrke solen uden mådehold - og i den henseende er vi frygtløse – på grænsen til dumdristige.

Klubbens hovedfunktion er uden tvivl som mødested. Det sociale er i højsædet - og til forskel fra derhjemme hvor ingen hilser en fremmed velkommen - så udviser klubbens medlemmer stor imødekommenhed overfor nytilkommnere. Ser man et nyt ansigt,og det sker ikke så tit, spørger man med interesse hinanden: Hvor kommer du fra? Hvad laver du her? Hvilket trods alt viser, at interessen for næsten trods alt eksisterer hos den skandinaviske type, selvom man sommetider kunne være i tvivl.

lørdag den 2. februar 2008

Fredag er søndag...


Dhaka, fredag den 1. februar 2008

Vågnede tidligt fredag morgen og vidste ikke hvor jeg var... Da jeg var kommet mig over chokket gik jeg ned til morgenmad. Morgenmaaltidet blev interessant ved moedet med to svenskere, en far og hans søn. Faren fortalte at han og hans kone var sygeplejersker og bosat i nærheden af byen Birganj, ikke langt fra den Skt. Mathews Shool som Susanne og Peter arbejder på. Oprindelig kom de dog fra Göteborg, men siden 1989 havde de boet her i Bangladesh med deres tre børn. De to ældste børn havde gået i indisk boarding school. Nu sad far og søn så her på missionshotellet i Dhaka fordi drengens ferie var slut, og han skulle tilbage til skolen. Først til april skulle familien igen forenes, og jeg tænkte: stakkels dreng.
Senere sluttede en kvinde sig til vores lille selskab. Barbara, en pæn, midaldrende, amerikansk kvinde. Hun satte sig lidt væk fra os andre og pakkede sin egen medbragte kaffe ud af en plastikpose. Hvem var hun? Tænkte jeg og hvordan var hun havnet her?


Arsenik-forurening af drikkevandet

Svenskeren bragte et nyt emne på banen: arsenik-forurening af drikkevandet. Det var helt tydeligt noget som optog ham meget. Forureningen var et resultat af et velment nødhjælpsprogram for omkring tredive år siden, hvor man uden at vide bedre, havde tilsat arsenik i drikkevandet for at rense det. Senere - alt for sent – havde man opdaget at folk blev dødssyge af at drikke det og jorden forurenet. Da svenskeren rejste sig for at gå fra bords sagde han, at man ikke engang havde set toppen af isbjerget endnu.... De andre gik og jeg rykkede tættere på Barbara. Det viste sig at hun kom fra Seattle, havde en baggrund som økonomisk rådgiver og tidligt i livet havde haft en strålende karriere for sig. Som nyuddannet var hun blevet partner i et stort firma og som syvogtyveårig havde hun købt sit første hus. Hun havde haft det hele blandt andet en BMW og dengang brugte hun i flæng 800 $ på en spadseredragt. Men alt dette havde ikke gjort hende lykkelig. Hun følte sig fastlåst og derfor begyndte hun at lære portugisisk, vist mest for sjov og fordi hendes stedmor var brasilianer. En dag faldt hun over en jobannonce som økonomisk rådgiver i Mozambique, og dét ændrede hendes liv. Hun blev der i otte år og lige siden havde hun arbejdet med nødhjælp og således var hun havnet her.
Dhaka Assembly of God Church

Da Barbara og jeg talt i en times tid inviterede hun mig med til gudstjeneste. Resten af den danske trup fulgte gladelig med. Vi kørte med Barbaras chef John og hans kone Kate i deres private minibus. Turen gik gennem et usædvanligt stille Dhaka, sådan er byen nemlig helt anderledes om fredagen, hvor muslimerne holder fri, for fredag er søndag i Bangladesh.


Gudstjenesten var allerede i fuld gang da vi kom. Kirken, der bestod af et stort aflangt rum med hvide vægge og kolde lysstofrør, var fuld af folk i alle farver og nationaliteter: asiater, hvide, bengalere, sorte... som alle stod op og sang efter en tekst som blev projiceret op på et stort lærred ved siden af alteret. Aldrig har jeg set en så henført menighed. Som bølger i vand bevægede de sig i organisk takt til musikken, mens de sang med lukkede øjne og opstrakte hænder, som forsøgte de at nå Gud. Oppe ved alteret stod der et bengalsk ”band” med kor, guitar og trommer - og på prædikestolen tronede en engleblid rødhåret kvinde som sang for. Hun så meget from og lykkelig ud. Prædiken derimod blev holdt af en bistert-udseende bengalsk præst som var konverteret fra islam. Han var meget ildfuld og overbevisende i sin retorik, selvom det eneste jeg husker ham sige var: ”God bless the lord”.


Efter seancen kørte vi videre med engelske John og Kate. Pludselig stoppede bilen og førend vi kunne nå at sige ”ja eller nej” var vi inviteret til frokost hos Diane og James! Et umiddelbart ikke-oplagt par bestående af lille mørke, sariklædte Diane fra Jamaica og James som lignede en gråhåret udgave af .... og som kom fra USA. De to havde mødt hinanden i Bangladesh først i halvfjerdserne lige efter urolighederne i forbindelse med landets frigørelse fra Pakistan. Med en kort pause i midten af halvfemserne havde de været her lige siden. På mit spørgsmål om hvorvidt det havde været meningen, grinede Diane og svarede: ”jeg lovede min mor, at jeg kun ville blive væk i to år.”


I Dhaka havde de deres liv. Her havde de fået og opdraget deres fem børn, her levede og åndede de for det socialt arbejde - som hele familien tog aktivt del - i og for kirken. Hver eneste fredag efter gudstjenesten holdt de åbent hus i deres private hjem med en overdådig frokostbuffet, dessert og kaffe til alle. Nogen gange kom der fem andre gange tredive gæster, og efter sigende blev ”mor Diane” aldrig stresset.



A man that lingers in your mind...
Huset var fuldt af unge og ældre. De fleste var nogen som havde boet der i mange, mange år, andre var som os i landet for en kortere periode. Der var ikke stole til alle, så flere sad på gulvet og da maden blev serveret var det kun de færreste som ikke spiste på indfødt maner med højre hånd (faktisk var det kun Michael og mig). Bengaler er tilsyneladende noget man bliver, og at se disse civiliserede mennesker med høje stillinger sidde med fingrene begravet i maden var et befriende syn. Der var noget børnehave over det. Og blandt disse mennesker fornemmede man et meget stærkt fællesskab som bestod i en dyb og inderlig kærlighed til dette mærkelige land og byen. En kærlighed som man ikke umiddelbart forstår når man lige kommer til landet. Måske er det rigtigt som min guidebog siger, at: ”If Dhaka was a man, you might not instantly warm to him, but he would linger in your mind as one of the most dynamic characters you had the good fortune to meet.”

Mange af dem jeg har talt med allerede bekræfter mig i at der noget om snakken. Forelskelsen til Bangladesh kommer umærkeligt, langsomt og snigende og før man ved af det har man tabt sit hjerte. Som Johan sagde til mig under frokosten, pas på det ikke også sker for dig! Nu venter jeg bare spændt på at se, om jeg skulle være en af de få der kan modstå bengalernes charme.
Three-piece og babyblæksprutter
Efter besøget bragte Barbara os til et eldorado af en tøjbutik, så jeg kunne få mig en ny garderobe. Det tøj jeg har med hjemmefra kan jeg ikke gå med her. Bangladesh har helt klare regler for kvinders påklædning, og de omfatter ikke min farmors blomstrede nederdel som jeg har arvet.
Ugifte kvinder som jeg bør i stedet bære en såkaldt ”three-piece” som består af tre dele: pludderbukser, kjortel og tørklæde. Jeg købte tre dragter og et stort varmt pasmina-sjal, for der er koldere her end jeg troede, om dagen er her kun 15 grader og endnu koldere om natten. Jeg ved ikke hvor jeg havde det fra, men jeg troede her var femogtyve!
Efter shoppingturen kørte vi i rickshaw-karavane hjem til hotellet hvor vi hvilede indtil klokken syv, hvorefter vi gik ud at spise på en koreansk restaurant i nærheden som Barbara havde anbefalet. Jeg ved ikke hvad der fik mig til det, men jeg kom til at bestille stedets nok dyreste ret - babyblæksprutter til en sand overpris á 800 taka, hvilket svarer til næsten 80 kr. Det er vildt mange penge og ret åndssvagt for de andre spiste for mindre end det halve.... og jeg bilder mig ind at tjeneren nærmest grinede af mig, for det svarer måske til at betale 200-300 kr. for en hovedret og det ville jeg jo aldrig gøre derhjemme!

Endelig Bangladesh!


Dhaka, torsdag den 31. januar 2008

Jeg føler mig meget heldig. Sidder på mit værelse i missionshotellet med lys, aircondition, myggenet, eget bad og toilet. Der er oven i købet varmt vand og toiletpapir! Og rent! Mine medbragte elektroniske hjælpemidler er sat til opladning direkte i kontakten og jeg spørger mig selv, hvad mere man kan forlange?

Rejsen fra Danmark forløb fuldstændig planmæssigt og uden problemer af nogen art. Klokken 04:30 i går morges hentede Michael og hans familie mig i bil ved kollegiet. Klokken 05:00 stod vi i lufthavnen og tjekkede ind. Vores rygsække vejede lige præcis det de måtte, frygten for overvægt havde ellers plaget mig en del. Klokken 06:40 sad vi spændte i flyet til München. I Bayern spiste vi morgenmad. Jeg fik røræg og Michael ”bayersk” morgenkomplet. Portionerne var små i forhold til min forventning om bayersk standard, men nogenlunde mætte tjekkede vi ind hos Qatar Airlines, hvor jeg på perfekt tysk gjorde mit til at vi fik mere benplads i flyet (for Michaels skyld) og så satte vi kursen mod Doha i Qatar.

Jeg ved ikke andet om Qatar end at det er et af Emiraterne og en meget rig oliestat som ligger mellem Kuwait og Dubei lige ud til vandet. Lufthavnen var spritny og stadig ved at blive opført. Flot så bygningen ud på afstand med sine eluminerede hvide vægge og prangende glasfacader. Det var bare ærgerligt at der kom byger af støv ud af airconditionsanlægget i restaurationsafdelingen, og at butikkerne havde flere fristende reklameskilte end varer at byde på. Her havde vi syv lange timer at slå ihjel. Det gjorde vi så. Michael læste op af ”Et liv på kanten” - B.S. Christiansen biografi om ålefiskeri på Oksbøl-egnen og optagelsen til Jægerkorpset, imens jeg spiste chips og drak Sprite. Omkring os spadserede oliesheiker - eller hvad de nu var - rundt med deres tilslørede koner mens andre rejsende som os fandt hvile hvor de kunne.

Fra klokken 02:00 lokal tid fløj vi tværs over Indien med kurs mod Bangladesh, men vi var alt for trætte til følge med. Michael faldt i søvn efter at have ”sænket slagskibe” og jeg så ”Spurven” om Edith Piaf og græd over hendes tragiske skæbne inden også jeg faldt i søvn med et sidste betagende glimt på nethinden af en knaldrød sols opgang over den Øst som vi - dengang som nu - befandt os i midten af.

Vi vågnede til en helt anden virkelighed. Det var som at rejse tilbage til middelalderen at træde ud i Dhakas lufthavn. Erindringen om Kastrup, München og Dohas futuristiske og kliniske lufthavne forekom mig at have været en drøm. Her var vi de fremmede - og især blonde Michael med sine knap 1,90 meter vakte opsigt i en lav, mørkøjet verden hvor middelhøjden er omkring 1,60!

Det var ellers lige før Michael ikke fik sin taske. Da bagagebåndet holdt op med at køre havde han endnu ikke fået den, men heldigvis lå den i en bunke et helt andet sted, men den oplysning måtte han også betale 5 US$ for. Sådan er vilkårene i en verden hvor alt hvad der lugter lidt af penge vækker begær hos dem som ingen har. Det er en øvelse i at være kynisk og sige fra når nogen tilbyder hjælp man ikke har bedt om, også selvom de bærer uniform. Noget som jeg ikke er god til. Endnu.


Uden for lufthavnen blev vi mødt af tusind blikke. Bag gitteret der adskilte lufthavnens område med verden udenfor stod et sultent menneskehav som bare ventede på muligheden for hurtig gevinst. Vi sank lige en ekstra gang og blev meget lettede da en lille bengaler mødte os med et smil og et skilt med ordene: ”Michel og Kristina/ Viator Guesthouse, Dhaka”.


Efter at have hvilet ud og spist aftensmad på vores tysk-bengalske missionshotel, fik vi telefonkontakt med Filip, grundlæggeren af skoleprojektet. Han er nu i Bangladesh med en rejsegruppe og kommer til Dhaka på søndag. Det var rart at tale med ham og han ønskede os hjerteligt velkommen. Senere bankede det på min dør, det var to andre danske volontører Susanne og Peter fra Vejle som vi skal følges med på sprogskolen den næste uges tid. De ankom allerede til Bangladesh for to uger siden, så de ved hvordan det hele fungerer her i dette mærkelige land. Men Susanne har også prøvet det før, hun var blandt de allerførste volontører på Skt. Mathew's tilbage i 2005, hvor hun og en veninde var volontører i 7 måneder. Hun er en af de mange der har tabt sit hjerte til projektet og landet og nu ville hun vise det til sin mand. Med Peter og Susanne i nærheden og Filip i landet følte jeg mig mærkeligt tryg og hjemme selv i disse fremmede omgivelser.