Dhaka, torsdag den 31. januar 2008
Jeg føler mig meget heldig. Sidder på mit værelse i missionshotellet med lys, aircondition, myggenet, eget bad og toilet. Der er oven i købet varmt vand og toiletpapir! Og rent! Mine medbragte elektroniske hjælpemidler er sat til opladning direkte i kontakten og jeg spørger mig selv, hvad mere man kan forlange?
Rejsen fra Danmark forløb fuldstændig planmæssigt og uden problemer af nogen art. Klokken 04:30 i går morges hentede Michael og hans familie mig i bil ved kollegiet. Klokken 05:00 stod vi i lufthavnen og tjekkede ind. Vores rygsække vejede lige præcis det de måtte, frygten for overvægt havde ellers plaget mig en del. Klokken 06:40 sad vi spændte i flyet til München. I Bayern spiste vi morgenmad. Jeg fik røræg og Michael ”bayersk” morgenkomplet. Portionerne var små i forhold til min forventning om bayersk standard, men nogenlunde mætte tjekkede vi ind hos Qatar Airlines, hvor jeg på perfekt tysk gjorde mit til at vi fik mere benplads i flyet (for Michaels skyld) og så satte vi kursen mod Doha i Qatar.
Jeg ved ikke andet om Qatar end at det er et af Emiraterne og en meget rig oliestat som ligger mellem Kuwait og Dubei lige ud til vandet. Lufthavnen var spritny og stadig ved at blive opført. Flot så bygningen ud på afstand med sine eluminerede hvide vægge og prangende glasfacader. Det var bare ærgerligt at der kom byger af støv ud af airconditionsanlægget i restaurationsafdelingen, og at butikkerne havde flere fristende reklameskilte end varer at byde på. Her havde vi syv lange timer at slå ihjel. Det gjorde vi så. Michael læste op af ”Et liv på kanten” - B.S. Christiansen biografi om ålefiskeri på Oksbøl-egnen og optagelsen til Jægerkorpset, imens jeg spiste chips og drak Sprite. Omkring os spadserede oliesheiker - eller hvad de nu var - rundt med deres tilslørede koner mens andre rejsende som os fandt hvile hvor de kunne.
Fra klokken 02:00 lokal tid fløj vi tværs over Indien med kurs mod Bangladesh, men vi var alt for trætte til følge med. Michael faldt i søvn efter at have ”sænket slagskibe” og jeg så ”Spurven” om Edith Piaf og græd over hendes tragiske skæbne inden også jeg faldt i søvn med et sidste betagende glimt på nethinden af en knaldrød sols opgang over den Øst som vi - dengang som nu - befandt os i midten af.
Vi vågnede til en helt anden virkelighed. Det var som at rejse tilbage til middelalderen at træde ud i Dhakas lufthavn. Erindringen om Kastrup, München og Dohas futuristiske og kliniske lufthavne forekom mig at have været en drøm. Her var vi de fremmede - og især blonde Michael med sine knap 1,90 meter vakte opsigt i en lav, mørkøjet verden hvor middelhøjden er omkring 1,60!
Det var ellers lige før Michael ikke fik sin taske. Da bagagebåndet holdt op med at køre havde han endnu ikke fået den, men heldigvis lå den i en bunke et helt andet sted, men den oplysning måtte han også betale 5 US$ for. Sådan er vilkårene i en verden hvor alt hvad der lugter lidt af penge vækker begær hos dem som ingen har. Det er en øvelse i at være kynisk og sige fra når nogen tilbyder hjælp man ikke har bedt om, også selvom de bærer uniform. Noget som jeg ikke er god til. Endnu.
Uden for lufthavnen blev vi mødt af tusind blikke. Bag gitteret der adskilte lufthavnens område med verden udenfor stod et sultent menneskehav som bare ventede på muligheden for hurtig gevinst. Vi sank lige en ekstra gang og blev meget lettede da en lille bengaler mødte os med et smil og et skilt med ordene: ”Michel og Kristina/ Viator Guesthouse, Dhaka”.
Efter at have hvilet ud og spist aftensmad på vores tysk-bengalske missionshotel, fik vi telefonkontakt med Filip, grundlæggeren af skoleprojektet. Han er nu i Bangladesh med en rejsegruppe og kommer til Dhaka på søndag. Det var rart at tale med ham og han ønskede os hjerteligt velkommen. Senere bankede det på min dør, det var to andre danske volontører Susanne og Peter fra Vejle som vi skal følges med på sprogskolen den næste uges tid. De ankom allerede til Bangladesh for to uger siden, så de ved hvordan det hele fungerer her i dette mærkelige land. Men Susanne har også prøvet det før, hun var blandt de allerførste volontører på Skt. Mathew's tilbage i 2005, hvor hun og en veninde var volontører i 7 måneder. Hun er en af de mange der har tabt sit hjerte til projektet og landet og nu ville hun vise det til sin mand. Med Peter og Susanne i nærheden og Filip i landet følte jeg mig mærkeligt tryg og hjemme selv i disse fremmede omgivelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar