Morning assembly
På trods af at rammen omkring skolens aktiviteter hver dag er den samme, er ikke én dag ens.
Klokken halv otte vækker Promila os ved at hamre på gitteret udenfor vores dør. Klokken otte er der morgenmad (müsli importeret fra Dhaka, (dansk) mælkepulver af mærket ”Dano”, frisk banan og nescafe) og klokken halv ni forlader jeg huset sammen med to-tre 8-9 årige nabodrenge: Araf, Mein og Shohan, som alle går på skolen.
Når Michael går med vil de allerhelst gå med ham – for han er jo en dreng som dem, bare en meget stor og stærk én. De ser meget op til ham. Men de vil også gerne gå med mig. Når det bare er mig, taler vi ofte om de ting vi ser på vejen på engelsk, på den måde øver vi gennem gentagelsen deres ordforråd. Turen til skolen tager 10 minutter.
I skolegården bliver jeg mødt af børn i små skoleuniformer som glædestrålende kommer løbende mig i møde. De råber: ”Goodmorning, Madam! How are you?” og giver mig hånden eller forærer mig smukke blomster som de har plukket på vej til skole. Og jeg tager mig god tid til at hilse på dem alle og spørge dem, hvordan de har det. Udvekslingen af engelske floskler er meget meningsfuld, nærmest et ritual. Og børnene har det altid godt, siger de - og jeg tror dem.
Med et barn i hver hånd går jeg hen til lærerværelset hvor jeg hilser på lærerne. De er også altid glade... I det hele taget er Bangladesh i den grad en overskudskultur, og det kommer ikke bag på mig, at landet i en stor international undersøgelse for nylig (ifølge pålidelig kilde, Michaels mor) kom på førstepladsen i ”livskvalitet” trods landets store økonomiske fattigdom.
Fra 8:45 til 9:00 (det kommer sig ikke så nøje) er der morgensamling. Børnene står på geled efter klassetrin, med en armslængde imellem sig, og med front mod flagstangen. En udvalgt elev (altid den samme kønne pige), udstyret med en (skærende høj) fløjte dirigerer skolekammeraterne gennem et fastlagt program af mere eller mindre gymnastiske øvelser: sprællemand, udstrækning, fingerstræk og bøj-i-knæ... Derefter tager lærere, volontører og principal opstilling foran flagstangen og nationalsangen lyder, så ikke et øje er tørt. ”Amar sonar bangla, ami tomay balo bashi...” (”My Bengal of gold. I love you...”). Sangen er skrevet af nationalhelten og Nobelprismodtageren Rabindranath Tagore, som er født i Bengalen (dengang det var indisk) og som også har skrevet Indiens nationalsang.
Vi kan efterhånden begge teksten på bangla og synger med så godt vi kan. I starten syntes jeg det lød forfærdeligt, men nu er jeg kommet til at holde så meget af sangen, at jeg tager mig selv i at synge den på alle tider af døgnet... Smag er virkelig noget der kan ændre sig! Efter nationalhymnen, afgiver vi løfte til nationalflaget, hvorpå eleverne marcherer ind i klasserne, left, right, left...
Plegde
Bangladesh is my country. All Bangladeshis are my brothers and sisters. I love my country, and I am proud of its rich and varied heritage. I shall always strive to be worthy of it. I shall give my parents, teachers and all elders respect and treat everyone with courtesy. To my country and my people I plegde my devotion. In their well-being and prosperity alone lies my happiness.
Nok kan man til at begynde med få kvalme af al den nationalromantik og militæræstetik, men med tiden bliver morgensamlingen et værdifuldt ritual, som jeg vil savne den dag jeg ikke er her mere.
På trods af at rammen omkring skolens aktiviteter hver dag er den samme, er ikke én dag ens.
Klokken halv otte vækker Promila os ved at hamre på gitteret udenfor vores dør. Klokken otte er der morgenmad (müsli importeret fra Dhaka, (dansk) mælkepulver af mærket ”Dano”, frisk banan og nescafe) og klokken halv ni forlader jeg huset sammen med to-tre 8-9 årige nabodrenge: Araf, Mein og Shohan, som alle går på skolen.
Når Michael går med vil de allerhelst gå med ham – for han er jo en dreng som dem, bare en meget stor og stærk én. De ser meget op til ham. Men de vil også gerne gå med mig. Når det bare er mig, taler vi ofte om de ting vi ser på vejen på engelsk, på den måde øver vi gennem gentagelsen deres ordforråd. Turen til skolen tager 10 minutter.
I skolegården bliver jeg mødt af børn i små skoleuniformer som glædestrålende kommer løbende mig i møde. De råber: ”Goodmorning, Madam! How are you?” og giver mig hånden eller forærer mig smukke blomster som de har plukket på vej til skole. Og jeg tager mig god tid til at hilse på dem alle og spørge dem, hvordan de har det. Udvekslingen af engelske floskler er meget meningsfuld, nærmest et ritual. Og børnene har det altid godt, siger de - og jeg tror dem.
Med et barn i hver hånd går jeg hen til lærerværelset hvor jeg hilser på lærerne. De er også altid glade... I det hele taget er Bangladesh i den grad en overskudskultur, og det kommer ikke bag på mig, at landet i en stor international undersøgelse for nylig (ifølge pålidelig kilde, Michaels mor) kom på førstepladsen i ”livskvalitet” trods landets store økonomiske fattigdom.
Fra 8:45 til 9:00 (det kommer sig ikke så nøje) er der morgensamling. Børnene står på geled efter klassetrin, med en armslængde imellem sig, og med front mod flagstangen. En udvalgt elev (altid den samme kønne pige), udstyret med en (skærende høj) fløjte dirigerer skolekammeraterne gennem et fastlagt program af mere eller mindre gymnastiske øvelser: sprællemand, udstrækning, fingerstræk og bøj-i-knæ... Derefter tager lærere, volontører og principal opstilling foran flagstangen og nationalsangen lyder, så ikke et øje er tørt. ”Amar sonar bangla, ami tomay balo bashi...” (”My Bengal of gold. I love you...”). Sangen er skrevet af nationalhelten og Nobelprismodtageren Rabindranath Tagore, som er født i Bengalen (dengang det var indisk) og som også har skrevet Indiens nationalsang.
Vi kan efterhånden begge teksten på bangla og synger med så godt vi kan. I starten syntes jeg det lød forfærdeligt, men nu er jeg kommet til at holde så meget af sangen, at jeg tager mig selv i at synge den på alle tider af døgnet... Smag er virkelig noget der kan ændre sig! Efter nationalhymnen, afgiver vi løfte til nationalflaget, hvorpå eleverne marcherer ind i klasserne, left, right, left...
Plegde
Bangladesh is my country. All Bangladeshis are my brothers and sisters. I love my country, and I am proud of its rich and varied heritage. I shall always strive to be worthy of it. I shall give my parents, teachers and all elders respect and treat everyone with courtesy. To my country and my people I plegde my devotion. In their well-being and prosperity alone lies my happiness.
Nok kan man til at begynde med få kvalme af al den nationalromantik og militæræstetik, men med tiden bliver morgensamlingen et værdifuldt ritual, som jeg vil savne den dag jeg ikke er her mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar