Bus til Howrah.
Kolonial-arkitektur.torsdag den 19. juni 2008
fredag den 9. maj 2008
Afsked med Pirganj. De sidste visitter...
Shikha (vores bedste kvindelige laerer) og hendes gamle foraeldre.
En mystiker (et sjaeldent syn).
Shopnil, Shikhas nevoe paa fire aar.
En blandt mange smukke landsby-piger.
Lille spejl...
Flyver med Shopnil.
Shikhas mor (mor til otte!)
... Men stadig smuk.
Mor og datter (Shikha er min bedste veninde her).
søndag den 27. april 2008
Hverdag i Pirganj...
Mredul - et favoritbarn
Mreduls mor og mormor
Jimmi og Tondra.
Madlavning
Et andet favoritbatn - Prapti!lørdag den 26. april 2008
Amena i Khulna
Min fars bror Ole sendte mig en dag en mail med et bengalsk telefonnummer og en emailadresse: "Jeg har en jura-studerende som arbejder i Bangladesh. Proev at kontakte hende!"Og det gjorde jeg. Det kan godt vaere jeg er vaegelsindet og har svaert ved smaa beslutninger - om jeg vil spise tomat eller agurk, kylling eller fisk, men jeg er god til at tage store impulsive beslutninger....
Saa jeg tog en rask beslutning. Busturen fra Dhaka sydover til Khulna tog ti timer med en forfriskende faergesejlads midtvejs. Klokken seks fredag hentede Amena og hendes bengalske ven (og "livvagt" Arif, som ikke viger fra hendes side) mig paa busstationen. Glaedelig overraskelse! Amena er alletiders. Interessant og godt selskab. Hun er foedt i Bangladesh, men adopteret af danske foraeldre, saa hendes tilknytning til begge lande er selvsagt helt unik.
Loerdag tog vi paa udflugt. Lejede en bil med chauffoer og koerte ud i det blaa. Til Bagerhat (ja, saadan hedder byen!) hvor vi saa landets mest beroemte og storslaaede moske, Shait Gumbad moskeen som er bygget omkring 1570 af den mughalske storfyrste, Khan Jahan, hvis gravmausolaelum vi ogsaa besoegte. Bagefter saa vi en krokodille, som laa og sov i en soe... Vi var helt taet paa, og jeg skreg da den pludselig roerte paa sig!
Senere paa dagen arrangerede de en baadtur til Sundarbans, for min skyld. Det er et enestaaende naturomraade, som ikke finder sin lige nogetsteds i verden. Det er verdens stoerste og bedstbevarede mangroveskov dvs. den oprindelige jungleskov som vokser i sump. Tidligere daekkede denne slags vegetation hele det bengalske omraede, men aar for aar skrumper det... Man goer ellers hvad man kan for at bevare det. Sundarbans er paa Unescos liste men ingen kan jo desvaerre forhindre global opvarmning og naturkatastrofer...
Et nationalistisk skuestykke
Morning assembly
På trods af at rammen omkring skolens aktiviteter hver dag er den samme, er ikke én dag ens.
Klokken halv otte vækker Promila os ved at hamre på gitteret udenfor vores dør. Klokken otte er der morgenmad (müsli importeret fra Dhaka, (dansk) mælkepulver af mærket ”Dano”, frisk banan og nescafe) og klokken halv ni forlader jeg huset sammen med to-tre 8-9 årige nabodrenge: Araf, Mein og Shohan, som alle går på skolen.
Når Michael går med vil de allerhelst gå med ham – for han er jo en dreng som dem, bare en meget stor og stærk én. De ser meget op til ham. Men de vil også gerne gå med mig. Når det bare er mig, taler vi ofte om de ting vi ser på vejen på engelsk, på den måde øver vi gennem gentagelsen deres ordforråd. Turen til skolen tager 10 minutter.
I skolegården bliver jeg mødt af børn i små skoleuniformer som glædestrålende kommer løbende mig i møde. De råber: ”Goodmorning, Madam! How are you?” og giver mig hånden eller forærer mig smukke blomster som de har plukket på vej til skole. Og jeg tager mig god tid til at hilse på dem alle og spørge dem, hvordan de har det. Udvekslingen af engelske floskler er meget meningsfuld, nærmest et ritual. Og børnene har det altid godt, siger de - og jeg tror dem.
Med et barn i hver hånd går jeg hen til lærerværelset hvor jeg hilser på lærerne. De er også altid glade... I det hele taget er Bangladesh i den grad en overskudskultur, og det kommer ikke bag på mig, at landet i en stor international undersøgelse for nylig (ifølge pålidelig kilde, Michaels mor) kom på førstepladsen i ”livskvalitet” trods landets store økonomiske fattigdom.
Fra 8:45 til 9:00 (det kommer sig ikke så nøje) er der morgensamling. Børnene står på geled efter klassetrin, med en armslængde imellem sig, og med front mod flagstangen. En udvalgt elev (altid den samme kønne pige), udstyret med en (skærende høj) fløjte dirigerer skolekammeraterne gennem et fastlagt program af mere eller mindre gymnastiske øvelser: sprællemand, udstrækning, fingerstræk og bøj-i-knæ... Derefter tager lærere, volontører og principal opstilling foran flagstangen og nationalsangen lyder, så ikke et øje er tørt. ”Amar sonar bangla, ami tomay balo bashi...” (”My Bengal of gold. I love you...”). Sangen er skrevet af nationalhelten og Nobelprismodtageren Rabindranath Tagore, som er født i Bengalen (dengang det var indisk) og som også har skrevet Indiens nationalsang.
Vi kan efterhånden begge teksten på bangla og synger med så godt vi kan. I starten syntes jeg det lød forfærdeligt, men nu er jeg kommet til at holde så meget af sangen, at jeg tager mig selv i at synge den på alle tider af døgnet... Smag er virkelig noget der kan ændre sig! Efter nationalhymnen, afgiver vi løfte til nationalflaget, hvorpå eleverne marcherer ind i klasserne, left, right, left...
Plegde
Bangladesh is my country. All Bangladeshis are my brothers and sisters. I love my country, and I am proud of its rich and varied heritage. I shall always strive to be worthy of it. I shall give my parents, teachers and all elders respect and treat everyone with courtesy. To my country and my people I plegde my devotion. In their well-being and prosperity alone lies my happiness.
Nok kan man til at begynde med få kvalme af al den nationalromantik og militæræstetik, men med tiden bliver morgensamlingen et værdifuldt ritual, som jeg vil savne den dag jeg ikke er her mere.
På trods af at rammen omkring skolens aktiviteter hver dag er den samme, er ikke én dag ens.
Klokken halv otte vækker Promila os ved at hamre på gitteret udenfor vores dør. Klokken otte er der morgenmad (müsli importeret fra Dhaka, (dansk) mælkepulver af mærket ”Dano”, frisk banan og nescafe) og klokken halv ni forlader jeg huset sammen med to-tre 8-9 årige nabodrenge: Araf, Mein og Shohan, som alle går på skolen.
Når Michael går med vil de allerhelst gå med ham – for han er jo en dreng som dem, bare en meget stor og stærk én. De ser meget op til ham. Men de vil også gerne gå med mig. Når det bare er mig, taler vi ofte om de ting vi ser på vejen på engelsk, på den måde øver vi gennem gentagelsen deres ordforråd. Turen til skolen tager 10 minutter.
I skolegården bliver jeg mødt af børn i små skoleuniformer som glædestrålende kommer løbende mig i møde. De råber: ”Goodmorning, Madam! How are you?” og giver mig hånden eller forærer mig smukke blomster som de har plukket på vej til skole. Og jeg tager mig god tid til at hilse på dem alle og spørge dem, hvordan de har det. Udvekslingen af engelske floskler er meget meningsfuld, nærmest et ritual. Og børnene har det altid godt, siger de - og jeg tror dem.
Med et barn i hver hånd går jeg hen til lærerværelset hvor jeg hilser på lærerne. De er også altid glade... I det hele taget er Bangladesh i den grad en overskudskultur, og det kommer ikke bag på mig, at landet i en stor international undersøgelse for nylig (ifølge pålidelig kilde, Michaels mor) kom på førstepladsen i ”livskvalitet” trods landets store økonomiske fattigdom.
Fra 8:45 til 9:00 (det kommer sig ikke så nøje) er der morgensamling. Børnene står på geled efter klassetrin, med en armslængde imellem sig, og med front mod flagstangen. En udvalgt elev (altid den samme kønne pige), udstyret med en (skærende høj) fløjte dirigerer skolekammeraterne gennem et fastlagt program af mere eller mindre gymnastiske øvelser: sprællemand, udstrækning, fingerstræk og bøj-i-knæ... Derefter tager lærere, volontører og principal opstilling foran flagstangen og nationalsangen lyder, så ikke et øje er tørt. ”Amar sonar bangla, ami tomay balo bashi...” (”My Bengal of gold. I love you...”). Sangen er skrevet af nationalhelten og Nobelprismodtageren Rabindranath Tagore, som er født i Bengalen (dengang det var indisk) og som også har skrevet Indiens nationalsang.
Vi kan efterhånden begge teksten på bangla og synger med så godt vi kan. I starten syntes jeg det lød forfærdeligt, men nu er jeg kommet til at holde så meget af sangen, at jeg tager mig selv i at synge den på alle tider af døgnet... Smag er virkelig noget der kan ændre sig! Efter nationalhymnen, afgiver vi løfte til nationalflaget, hvorpå eleverne marcherer ind i klasserne, left, right, left...
Plegde
Bangladesh is my country. All Bangladeshis are my brothers and sisters. I love my country, and I am proud of its rich and varied heritage. I shall always strive to be worthy of it. I shall give my parents, teachers and all elders respect and treat everyone with courtesy. To my country and my people I plegde my devotion. In their well-being and prosperity alone lies my happiness.
Nok kan man til at begynde med få kvalme af al den nationalromantik og militæræstetik, men med tiden bliver morgensamlingen et værdifuldt ritual, som jeg vil savne den dag jeg ikke er her mere.
Abonner på:
Opslag (Atom)
