Hverdag i Pirganj...

Mredul - et favoritbarn

Mreduls mor og mormor

Jimmi og Tondra.

Madlavning

Et andet favoritbatn - Prapti!

Amena i Khulna

Min fars bror Ole sendte mig en dag en mail med et bengalsk telefonnummer og en emailadresse: "Jeg har en jura-studerende som arbejder i Bangladesh. Proev at kontakte hende!"

Og det gjorde jeg. Det kan godt vaere jeg er vaegelsindet og har svaert ved smaa beslutninger - om jeg vil spise tomat eller agurk, kylling eller fisk, men jeg er god til at tage store impulsive beslutninger....

Saa jeg tog en rask beslutning. Busturen fra Dhaka sydover til Khulna tog ti timer med en forfriskende faergesejlads midtvejs. Klokken seks fredag hentede Amena og hendes bengalske ven (og "livvagt" Arif, som ikke viger fra hendes side) mig paa busstationen. Glaedelig overraskelse! Amena er alletiders. Interessant og godt selskab. Hun er foedt i Bangladesh, men adopteret af danske foraeldre, saa hendes tilknytning til begge lande er selvsagt helt unik.

Loerdag tog vi paa udflugt. Lejede en bil med chauffoer og koerte ud i det blaa. Til Bagerhat (ja, saadan hedder byen!) hvor vi saa landets mest beroemte og storslaaede moske, Shait Gumbad moskeen som er bygget omkring 1570 af den mughalske storfyrste, Khan Jahan, hvis gravmausolaelum vi ogsaa besoegte. Bagefter saa vi en krokodille, som laa og sov i en soe... Vi var helt taet paa, og jeg skreg da den pludselig roerte paa sig!

Senere paa dagen arrangerede de en baadtur til Sundarbans, for min skyld. Det er et enestaaende naturomraade, som ikke finder sin lige nogetsteds i verden. Det er verdens stoerste og bedstbevarede mangroveskov dvs. den oprindelige jungleskov som vokser i sump. Tidligere daekkede denne slags vegetation hele det bengalske omraede, men aar for aar skrumper det... Man goer ellers hvad man kan for at bevare det. Sundarbans er paa Unescos liste men ingen kan jo desvaerre forhindre global opvarmning og naturkatastrofer...

Et nationalistisk skuestykke

Morning assembly

På trods af at rammen omkring skolens aktiviteter hver dag er den samme, er ikke én dag ens.

Klokken halv otte vækker Promila os ved at hamre på gitteret udenfor vores dør. Klokken otte er der morgenmad (müsli importeret fra Dhaka, (dansk) mælkepulver af mærket ”Dano”, frisk banan og nescafe) og klokken halv ni forlader jeg huset sammen med to-tre 8-9 årige nabodrenge: Araf, Mein og Shohan, som alle går på skolen.

Når Michael går med vil de allerhelst gå med ham – for han er jo en dreng som dem, bare en meget stor og stærk én. De ser meget op til ham. Men de vil også gerne gå med mig. Når det bare er mig, taler vi ofte om de ting vi ser på vejen på engelsk, på den måde øver vi gennem gentagelsen deres ordforråd. Turen til skolen tager 10 minutter.

I skolegården bliver jeg mødt af børn i små skoleuniformer som glædestrålende kommer løbende mig i møde. De råber: ”Goodmorning, Madam! How are you?” og giver mig hånden eller forærer mig smukke blomster som de har plukket på vej til skole. Og jeg tager mig god tid til at hilse på dem alle og spørge dem, hvordan de har det. Udvekslingen af engelske floskler er meget meningsfuld, nærmest et ritual. Og børnene har det altid godt, siger de - og jeg tror dem.

Med et barn i hver hånd går jeg hen til lærerværelset hvor jeg hilser på lærerne. De er også altid glade... I det hele taget er Bangladesh i den grad en overskudskultur, og det kommer ikke bag på mig, at landet i en stor international undersøgelse for nylig (ifølge pålidelig kilde, Michaels mor) kom på førstepladsen i ”livskvalitet” trods landets store økonomiske fattigdom.

Fra 8:45 til 9:00 (det kommer sig ikke så nøje) er der morgensamling. Børnene står på geled efter klassetrin, med en armslængde imellem sig, og med front mod flagstangen. En udvalgt elev (altid den samme kønne pige), udstyret med en (skærende høj) fløjte dirigerer skolekammeraterne gennem et fastlagt program af mere eller mindre gymnastiske øvelser: sprællemand, udstrækning, fingerstræk og bøj-i-knæ... Derefter tager lærere, volontører og principal opstilling foran flagstangen og nationalsangen lyder, så ikke et øje er tørt. ”Amar sonar bangla, ami tomay balo bashi...” (”My Bengal of gold. I love you...”). Sangen er skrevet af nationalhelten og Nobelprismodtageren Rabindranath Tagore, som er født i Bengalen (dengang det var indisk) og som også har skrevet Indiens nationalsang.

Vi kan efterhånden begge teksten på bangla og synger med så godt vi kan. I starten syntes jeg det lød forfærdeligt, men nu er jeg kommet til at holde så meget af sangen, at jeg tager mig selv i at synge den på alle tider af døgnet... Smag er virkelig noget der kan ændre sig! Efter nationalhymnen, afgiver vi løfte til nationalflaget, hvorpå eleverne marcherer ind i klasserne, left, right, left...

Plegde

Bangladesh is my country. All Bangladeshis are my brothers and sisters. I love my country, and I am proud of its rich and varied heritage. I shall always strive to be worthy of it. I shall give my parents, teachers and all elders respect and treat everyone with courtesy. To my country and my people I plegde my devotion. In their well-being and prosperity alone lies my happiness.

Nok kan man til at begynde med få kvalme af al den nationalromantik og militæræstetik, men med tiden bliver morgensamlingen et værdifuldt ritual, som jeg vil savne den dag jeg ikke er her mere.

Happy village people!

Promilas svigerinde med sin datter.

Gonesh's datter (midten)

Gonesh og hans mor

Promilas bror og hendes bedstemor

Mig i sari

Gonesh's kones mor.

En lille Buddha

Personale-udflugt

Monica foran indgangen til hindu-festivalen.

Krishna bliver slikket bagi af en hellig ko...

En festivalgaest.

Gonesh og mig.

Morgensamling paa skolen

Plegde for the National Flag!

Morgengymnastik

Fetish for henna (mhendi)

Mhendi paa haenderne...

Anden pige til venstre er en rigtig mhendi-kunstner.

Det faerdige resultat!

St. Mathew's English Medium School

Play Class.

Standard Zero.

Standard One.

Standard Two.

Standard Three.

Standard Four.

Bangladesh part two

Naar jeg ikke har skrevet foer nu - efter at jeg kom "hjem" til Pirganj - skyldes det, at hver gang jeg proever at komme paa nettet er stroemmen gaaet! Og naar den ikke er, saa er forbindelsen uendeligt langsom, saa langsom at det at logge et enkelt billede op let kan tage ti minutter... saa derfor faar I blot lidt tekst denne gang.

Det skal ikke vaere nogen hemmelighed, at jeg var meget spaendt paa at komme tilbage til Bangladesh efter Thailand, for skoleprojektet havde ikke fyldt det store i min bevidsthed mens jeg var vaek, hvilket vist ogsaa fremgaar af mine rejseindlaeg. Ferien midt i rejsen var et tiltraengt break, hvor den mentale aktivitet ikke naaede de store hoejder, men hvor de helt basale sanselige behov for sol og varme, saltvand og dejlig mad blev imoedekommet.

Men jeg blev saa uendeligt glad dybt inderst inde, da jeg endelig stod her igen. At blive modtaget af madmor, at se ind i hendes forventningsfulde knaldsorte oejne - se dem sige, dejligt at se dig igen!

Og at gense laererne og boernene! Kan ikke beskrives! Og allerede samme dag som jeg kom tilbage, blev Michael og jeg inviteret ud at besoege principal i hans hjem i en lille landsby, kun beboet af hinduer. De fejrede en marathon-hindufest (48 timers nonstop sang og dans) og vi var med - ihvertfald en enkelt aften. Dansede saa sveden drev af os, sang "Hare Krishna!" og jeg ifoert den smukkeste groenne sari... Vi overnattede hos ham, principal og jeg sov ved siden af hans gamle mor paa 85...

Dagen efter fejrede vi Bangladesh's "Independence Day" med skolen. Eleverne deltog i en stor skolekonkurrence. Drengene skulle marchere og pigerne danse. De var saa fine! Pigerne med sari og roede sloejfer i haaret (jeg skal vise jer fotos!) og drengene, serioese som smaa soldater... Vi, skolen vandt 2. praemie i "field performance"!!! Og fik en foerste plads i "tegning" - Og Michael og jeg deltog i prisoverraekkelsen samme aften. Det var stort!

Og god reklame for skolen. Men det hele er dog lidt korrupt... for maaske vandt vi ogsaa fordi flere af boernenes faedre sidder i juryen? Naa, pyt, glaeden er ikke mindre af den grund.

Og jeg har haft den glaede de sidste par dage at vaere alene her i landsbyen for allerfoerste gang. Michael er i Dhaka for at hente sin mor, som kommer paa besoeg i 16 dage! De kommer her til imorgen tidlig med natbussen. Alle vores naboer er meget stolte over at faa saa fint besoeg! En hvid dame! Og det bliver ogsaa spaendende - og hun har medbragt lidt proviant til os - bla. en roedvin! Det er noget som man overhovedet ikke kan opdrive her, saa...

Og ellers kan jeg fortaelle at vejret er blevet betydeligt varmere den sidste maaned. Mangotraerne er afblomstret og snart er det saeson for nationalfrugten Jack-fruit og selvfoelgelig for mango, som alle taler saa henfoert om...

Vi har fuld knald paa ventilationen, naar stroemmen er her og sveder naar den ikke er, saa man maa gaa i bad maaske tre gange om dagen, for at foele sig frisk.

Sender jer mange tanker derhjemme! Og toev ikke med at komme herud, hvis I foeler impulsen til at opleve et liv i kontakt med de helt basale vaerdier.