Naar jeg ikke har skrevet foer nu - efter at jeg kom "hjem" til Pirganj - skyldes det, at hver gang jeg proever at komme paa nettet er stroemmen gaaet! Og naar den ikke er, saa er forbindelsen uendeligt langsom, saa langsom at det at logge et enkelt billede op let kan tage ti minutter... saa derfor faar I blot lidt tekst denne gang.
Det skal ikke vaere nogen hemmelighed, at jeg var meget spaendt paa at komme tilbage til Bangladesh efter Thailand, for skoleprojektet havde ikke fyldt det store i min bevidsthed mens jeg var vaek, hvilket vist ogsaa fremgaar af mine rejseindlaeg. Ferien midt i rejsen var et tiltraengt break, hvor den mentale aktivitet ikke naaede de store hoejder, men hvor de helt basale sanselige behov for sol og varme, saltvand og dejlig mad blev imoedekommet.
Men jeg blev saa uendeligt glad dybt inderst inde, da jeg endelig stod her igen. At blive modtaget af madmor, at se ind i hendes forventningsfulde knaldsorte oejne - se dem sige, dejligt at se dig igen!
Og at gense laererne og boernene! Kan ikke beskrives! Og allerede samme dag som jeg kom tilbage, blev Michael og jeg inviteret ud at besoege principal i hans hjem i en lille landsby, kun beboet af hinduer. De fejrede en marathon-hindufest (48 timers nonstop sang og dans) og vi var med - ihvertfald en enkelt aften. Dansede saa sveden drev af os, sang "Hare Krishna!" og jeg ifoert den smukkeste groenne sari... Vi overnattede hos ham, principal og jeg sov ved siden af hans gamle mor paa 85...
Dagen efter fejrede vi Bangladesh's "Independence Day" med skolen. Eleverne deltog i en stor skolekonkurrence. Drengene skulle marchere og pigerne danse. De var saa fine! Pigerne med sari og roede sloejfer i haaret (jeg skal vise jer fotos!) og drengene, serioese som smaa soldater... Vi, skolen vandt 2. praemie i "field performance"!!! Og fik en foerste plads i "tegning" - Og Michael og jeg deltog i prisoverraekkelsen samme aften. Det var stort!
Og god reklame for skolen. Men det hele er dog lidt korrupt... for maaske vandt vi ogsaa fordi flere af boernenes faedre sidder i juryen? Naa, pyt, glaeden er ikke mindre af den grund.
Og jeg har haft den glaede de sidste par dage at vaere alene her i landsbyen for allerfoerste gang. Michael er i Dhaka for at hente sin mor, som kommer paa besoeg i 16 dage! De kommer her til imorgen tidlig med natbussen. Alle vores naboer er meget stolte over at faa saa fint besoeg! En hvid dame! Og det bliver ogsaa spaendende - og hun har medbragt lidt proviant til os - bla. en roedvin! Det er noget som man overhovedet ikke kan opdrive her, saa...
Og ellers kan jeg fortaelle at vejret er blevet betydeligt varmere den sidste maaned. Mangotraerne er afblomstret og snart er det saeson for nationalfrugten Jack-fruit og selvfoelgelig for mango, som alle taler saa henfoert om...
Vi har fuld knald paa ventilationen, naar stroemmen er her og sveder naar den ikke er, saa man maa gaa i bad maaske tre gange om dagen, for at foele sig frisk.
Sender jer mange tanker derhjemme! Og toev ikke med at komme herud, hvis I foeler impulsen til at opleve et liv i kontakt med de helt basale vaerdier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar